Udendørs

G/F Potentilvej


En forening med naboovervågning

Bekendtgørelse af lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje.



Kapitel 3



Private fællesveje og stier i byer og bymæssige bebyggelser


     § 7. I byer og bymæssige bebyggelser påhviler det inden for områder, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, efter forhandling med politiet, ejerne af ejendomme, der grænser til en privat fællesvej eller sti at rydde vejen (stien) for sne ud for ejendommene, at træffe foranstaltninger mod glat føre på vejen (stien) samt at renholde vejen (stien) i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 7.


     Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter forhandling med politiet begrænse eller helt ophæve grundejernes forpligtelser i henhold til stk. 1, såfremt det skønnes forsvarligt under hensyn til færdslens ringe omfang.


     Stk. 3. Om de i henhold til stk. 1 og 2 trufne beslutninger skal der ske kundgørelse i et eller flere af de blade, som har almindelig udbredelse i kommunen.




Kapitel 7



Nærmere regler om grundejernes forpligtelser


     § 11. Den snerydningspligt, der påhviler grundejerne, omfatter pligt til at rydde færdselsarealer for sne snarest muligt efter snefald. Pladsen omkring brandhaner, brand- og politialarmskabe og installationer til trafikregulering skal til enhver tid holdes ryddet for sne.


     Stk. 2. Uanset hvem der har pligt til snerydning på fortov og kørebane, har grundejerne pligt til at rydde trapper til deres ejendomme for sne.


     Stk. 3. Kommunalbestyrelsen (vejbestyrelsen) kan efter forhandling med politiet give nærmere forskrifter for snerydningens udførelse, herunder om hvor snebunker skal henlægges.


     § 12. Den pligt, der påhviler grundejerne til at træffe foranstaltninger mod glat føre, omfatter pligt til snarest muligt efter førets indtræden at bestrø færdselsarealet med grus, sand el. lign.


     Stk. 2. Uanset hvem der har pligt til at træffe foranstaltninger mod glat føre på fortov og kørebane, har grundejerne pligt til at gruse trapper til deres ejendomme.


     Stk. 3. Kommunalbestyrelsen (vejbestyrelsen) kan efter forhandling med politiet give nærmere forskrifter for glatføreforanstaltningernes udførelse, herunder for anvendelse af salt og andre kemikalier.


     § 13. Den renholdelsespligt, der påhviler grundejerne, omfatter pligt til at fjerne ukrudt, at feje asfalterede, brolagte, flisebelagte eller på anden måde overfladebehandlede færdselsarealer, at fjerne affald og andet, der er særlig forurenende eller til ulempe for færdslen, samt at renholde grøfter, rendestene, nedløbsriste, rørgennemløb og udløbsrender for alt, der kan hindre vandets frie løb.


     Stk. 2. Uanset hvem der har pligt til renholdelse af fortov og kørebane, har grundejerne pligt til at renholde trapper til deres ejendomme.


     Stk. 3. Kommunalbestyrelsen (vejbestyrelsen) kan efter forhandling med politiet give nærmere forskrifter for renholdelsens udførelse, herunder for tidspunkter for renholdelsen, anvendelse af kemikalier samt for henlæggelse eller fjernelse af affald.


     § 14. En grundejer kan overdrage til en anden i vedkommende ejendom eller i nærheden af ejendommen bosat person at drage omsorg for opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler grundejeren.


     Stk. 2. Sådan overdragelse skal finde sted, såfremt grundejeren ikke bor på eller i nærheden af ejendommen.


     Stk. 3. Aftalen skal være skriftlig og skal skriftligt anmeldes til politiet. Politiet kan nægte at godkende aftalen, såfremt den af grundejeren udpegede person ikke kan anses for egnet til at sørge for forpligtelsernes opfyldelse.